Foto: Morten Marboe
Her et billede af tegningen til den ønskede nye facade.

Alhedens Idræts- og Kulturcenter skal snart renoveres

Siden etableringen i 1967 har meget ændret sig. Alhedehallerne står overfor en kraftig modernisering, både udvendigt og indvendigt

05. April 2018, 14:25
 

Med 2 haller, svømmehal, omklædning til udendørs aktiviteter, cafeteria og kulturcenter, har Frederiks og omegn et fantastisk samlingspunkt for rigtig mange aktiviteter. Faktisk er centeret et af de største af sin art i Viborg Kommune.

Lige nu er det især Forårsmessen, der sætter sit præg på centeret, så der er ikke noget at sige til, der efterhånden har meldt sig et behov for en ansigtsløftning.

Og det er på vej, lover halinspektør Bjarne Nyberg:

- Vi er ved at tage fat på den helt store omgang, som omfatter både facaderenovering og en modernisering af hallerne.

Facaden skal renoveres for 9 millioner kroner, som forventes at komme fra tre kilder. En tredjedel fra kommunen, en tredjedel fra fonde og den sidste tredjedele fra egne midler.

- Vi har en fantastisk opbakning fra lokalområdet, så jeg er slet ikke betænkelig ved at skulle finde midlerne, når vi skal i gang med projektet.

Der skal bruges yderligere 11 millioner kroner

Det er ikke kun facaden, der skal renoveres, også selve hallerne skal have en omgang, og det er der flere grunde til.

Vi har alle de kvadratmeter, vi skal bruge, siger Bjarne Nyberg, men de passer ikke rigtig til moderne idræt. Der kommer hele tiden nye sportsgrene til, for eksempel floorball, og det stiller nye krav til faciliteterne.

Det samlede projekt bliver således omkring 20 millioner kroner, og det sidder man og grunder over hos Viborg Kommune, der skal træffe beslutning.

Men halinspektøren er fortrøstningsfuld.

Måske glæder halinspektøren sig netop til Forårsmessen, hvor mange politiske partier har meldt deres ankomst. Så kan de ved selvsyn opleve centerets muligheder og behov. Og det samme kan naturligvis alle andre besøgende.

Renoveringsprojektet forventes at starte til september.

debat
HUSK - God tone i debatten